Det Stenske Forlag
For ”Det stenske forlag” udgør realiteten det ideelle forlæg og den egentlige udfordring, der hvor ”de vises sten” (Lapis Philosophorum / Philosopher´s stone) historisk har stået i forskellig sammenhæng.
Suffikset ”-ske” til ”sten” symboliserer forlagets ”for sig”. Diabolsk herover for står ”de vises sten” i mere klassisk filosofisk forstand med det noget fattige realitetsprincip; ”stenens rene i sig selv” eller ideen om at erfaringen skulle kunne gengive genstanden for opmærksomhed i forholdet en til en, uafhængigt af og ukompromitteret af erfaringens proceskarakter og andre forudsætninger.
Realiteten kan antage skikkelse af en hård og uforfængelig kerne i og bag det hele;
- som stenen ”i sig selv” der på jorden (der ikke har noget ”for sig”),
- som realitetens uforfængelige og ureflekterede ”i sig selv”,
- som erkendelsens udfordring, ”Das Ding an sich” (ville Immanuel Kant sige).
Men realiteten omfatter også forlagets og alle andre iagttageres ”for sig”;
- som psykens, med dens forfængelige og reflekterede jeg,
- som det sociales, med dets mangfoldigheder af selv- og fremmedbeskrivelser,
- som den realitet, der både har et ”i sig selv” og et ”for sig selv”.
Hvor den historiske kamp om ”De vises sten” først og fremmest afslører evnen til at glemme netop intentionens, ethvert forlags (kognitivt udkasts) ”for sig” – i jagten på den hårde kerne, det substantielle, det atidslige og udødelige, nødvendigheden bag de evige sandheder, magten, retfærdigheden, skønheden, magien bag det hele, kilden til det rene, det essentielle, osv. – der er det fundamentale realitetsprincip ”for Det stenske forlag”, at forlagets eget ”for sig” måske nok fylder meget lidt i den altomfattende realitet, men at denne smule, der består i forlagets realitet, må være med allerede i forlægget til forlagets publikationer. Forlaget må aldrig glemme, at selv om forlagets ”for sig” her i en hvis forstand er dømt til at være alt, så er det ”i sig selv” for næsten intet at regne, der hvor det sættes sig ind i en omfattende realitet.
Kulturen med dens erfaringer afslører den egentlige dumhed, der hvor den har mistet evnen til at forstå, at der er mere at forstå, end det den forstår, og der hvor den hårdhudet hævder, at hvad der ikke findes "for sig", for den fattige forstand, det findes slet ikke!
Der kan skrives et utal af bøger ud fra dette forlæg, hvor titlen og temaet delvist er givet på forhånd, som forlagets ”i sig” versus ”for sig”, realiteten ”i sig” versus realitetens ”for sig”, som det fx allerede er gjort med bogen: ”Realitetens konflikt versus konfliktens realitet”.
Erfaringen bidrager til realiteten med sine forvekslinger af sig selv med den. Den rigide insisteren på bestemte forvekslinger af den til enhver tid begrænsede erfaring med realiteten, det absolutte, eller tilværelsens hårde kerne, må aldrig forstene fuldstændigt. Den manifeste erfaring må altid medtage den latente mulighed for medreflektering af sin begrænsede realitet i forhold til den omfattende. Den kvalificerede positive erfarings gyldighed afhænger helt af det negative, muligheden for eftertanke, refleksion af det givne i det mulige.
Kulturen kan bl.a. ses som opstået i jagten på de vises sten, i alle dens mere eller mindre forstenede og tilfældige nedslag.
Med udgangspunkt i intentionen om en gang og for alle at afsløre nødvendigheden og sandheden bag det hele har kulturen skabt og digtet sig selv: Den har forvekslet sine egne opfindelser med det forlæg, der ligger i idealet om det atidslige og uforanderlige, i forestillingen om tilværelsens hårde kerne, de vises sten, det magiske udgangspunkt for og adkomsten til det rene ”i sig selv”. Det har på mange måder være kulturens ”for sig”. Det kan påvises i de mange forsøg på at overvinde forandringen og døden med en højere form for erkendelse af det atidslige, absolut sande og uforanderlige ”i sig selv”.
Men ind til videre står vi tilbage med erfaringen af, at alle de højtidelige forsøg på at hæve sig over tiden og forandringen selv er faldet som led i forandringens proces, tiden, livet, som bidrag til en og samme realitet, uden evne til at hæve sig over realiteten med dens proceskarakter. Dermed har forlægget i ”de vises sten” vist sig at være for snævert.
Med sine publikationer sætter Det Stenske Forlag et billede på kulturen ”i sig selv”, i kraft af sit ”for sig”.
Det stenske forlags publikationer falder på et forlæg, hvor realitetsprincippet handler om, at erfaringen ikke kan hæve sig over realitetens proceskarakter? Forlaget vil bevise, at det gør en forskel, at det kognitive forsøg på at nærme sig og praktisere tilværelsen ikke er dikteret af kravet om at skulle hæve sig over den, at erfaringen kan stå ved sit bidrag til realiteten, uanset hvor minimalt det er.
Forlaget bryder med og bekræfter sig selv med enhver af sine publikationer. Det former sig med sin forfatter, der ikke skriver på andre forlag end sit eget.
Det stenske forlæg indskriver sig i det stenske forlag, og standser ikke her, hvor udfordringen fortsættende ses som den, der består i at bevare proportionerne, undgå substantiveringen, ”-ismen”, forsteningen, fx som det også kan ske med fortabelsen i perspektivismen.
Et af de spørgsmål, som Det Stenske Forlag kunne fundere over, er hvornår perspektiv ”-ismen” bliver til ideologi, dvs. til en kognitiv spændetrøje i form af et alt for snævert forlæg og kontrafaktisk orienteringsmønster. Det sker når fx perspektiv ”-ismens” ”for sig” bliver alt. Spørgsmålet er, om man genfinder ”sit for sig” inden for ”sit for sig” på realistisk vis. Proportionerne forsvinder i perspektivet med perspektivismen, der sætter sin egen realitet. Paradokset glemmes let, som hos den dogmatiske relativist, der performativt indskriver sig under absolutismen med sin absolutte påstand om, at alt er relativt. Lever man hen i den manifeste erfaring af at alt er relativt, så forsvinder opmærksomheden fra paradokset, selvmodsigelsen, der ligger i, at der netop er tale om en absolut påstand i påstanden om, at alt er relativt.
Iagttagelsesformen gør en forskel, der er værd at lægge mærke til, at huske. Det må huskes, at det ikke er nogen tilfældighed, hvordan verden falder ”for sig selv”. Det, at den ikke kan se sig selv uafhængigt af iagttagelsesformen, det betyder ikke, som dogmatikerne påstår, at alt er ligegyldigt og tilfældigt. Det gør netop en forskel, at orientere sig som det sker. At absolutismen ikke kan stilles tilfreds med den betingede erfaring, fordi den vil det atidslige og uforanderlige og intet mindre, og derfor fordømmer alt andet som forskelsløst og ligegyldigt, er udtryk for en iagttagelsesform og fordømmelse af livet selv med dets erfaringer. Heroverfor står indrømmelsen af den latente mulighed for hele tiden at gå tilbage og bekende sig til erfaringens betingelser, og lade det være en del af den måde som verden udfolder sig for sig selv på.
Et forlag og en forfatter er ikke meget, kun en lille bitte smule mere end det der allerede var med sine udkast. At gøre krav på det hele, ved at føre alt hen til det absolutte, det er dogmatisk, udtryk for typisk ideologi og dumhed. Kunsten er at skrive på en måde, der gør forskel, forpligter og gælder uden at ende op i det tilfældige patent på realiteten. Kun på den måde kan verden gøres rigere med sine beskrivelser.
Verden er det store dyr i åbenbaringen. Bogen: ”Europa – Det store dyr i åbenbaringen” er udgivet på forlaget. Den handler om, hvordan Europa åbenbarer sig for sig selv, og den tager absolut heller ikke patent på noget, ved at falde som en del af dyrets åbenbaring for sig selv.
Steen Ole Rasmussen, Det Stenske Forlag, Enggårdsvej 19, 5270 Odense N.
Tlf. 36 93 23 63
CVR. Nr. 26 63 93 28